Regler og politikker
Her har vi samlet alle Appenæs Friskoles regler og politikker.
Rygning er yderst skadeligt for sundheden. Vi ønsker et undervisningsmiljø uden røg og tobaksprodukter.
Appenæs Friskole skal sørge for, at der undervises om sundhed og rygningens skadelige virkning på mellemtrinnet og i overbygningen. Personalet på skolen vil være forbilleder for at vise det gode eksempel. Forældre på Appenæs Friskole har ansvar for at tale om sundhed og rygning med deres børn.
Appenæs Friskoles matrikler er røgfrie, det vil sige at der ikke må ryges eller anvendes tobaksprodukter på skolens område. Forbuddet gælder både i og uden for skoletiden, og gælder skolens elever, ansatte, forældre og andre brugere af skolens lokaler. Forbuddet omfatter alle
tobaksprodukter, herunder cigaretter, e-cigaretter og snus.
Appenæs Friskole har røgfri skoletid, det vil sige at skolens elever ikke må ryge eller anvende tobaksprodukter i skoletiden, uanset hvor de opholder sig. Det gælder både på og uden for skolens område, og gælder både i pauser, på ture ud af huset og på lejrskoler.
Ansatte på Appenæs Friskole må ikke ryge eller anvende tobaksprodukter i arbejdstiden. I forbindelse med lejrskoler med overnatning kan lærere ryge, hvis det ikke foregår i elevernes nærhed og er foreneligt med deres tilsynsforpligtelse og opgavevaretagelse.
Ansattes overtrædelse af rygepolitikken betragtes som en tjenstlig forseelse og behandles efter de fagretlige regler. Andres overtrædelse af rygeforbuddet betragtes som en overtrædelse af skolens ordensregler og behandles derefter.